torsdag den 31. oktober 2013

Åben skole med iPads og Nationalpark

Torsdag den 7. november er der "Åben skole" med iPads og Nationalpark
på Sønderhå-Hørsted Friskole fra kl. 16.00 – 19.00.

Vi er således med i det landsdækkende arrangement "Åben Skole”, og vi håber selvfølgelig på besøg af interesserede gæster, der gerne vil have et indblik i hverdagen på vores skole.

Men ikke nok med det!
Vi benytter chancen til at lave et spændende projekt for eleverne - et projekt, der varer 12 timer for de yngste elever (0. – 2.klasse) og 24 timer for de ældste elever (3. – 8. klasse).

Dagen starter kl. 8.00 med morgensang og fortælling.
Kl. 9 bliver vi kørt til Lodbjerg fyr, hvor vi endnu en gang vil besøge Nationalpark THY, - som vi har valgt som skoleårets gennemgående tema. Vi har allerede været på lejrskole i Nationalparken og oplevet naturen på tæt hold ved Førby sø.
Denne dag vil vi undersøge natur og kultur omkring fyret – og vi vil bruge vores iPads, som vi netop har delt ud til alle 73 elever. Vi har for længe siden besluttet, at alle elever skal have en iPad. Vi synes, iPads er et fantastisk innovativt læringsredskab og en spændende pædagogisk udfordring. Derfor glæder vi os til at vise forældre og evt. gæster resultaterne af vore bestræbelser om aftenen, hvor vi også har inviteret til stor fællesspisning.

Kl. 20 går forældre, søskende og de yngste elever hjem. De ældste kan se frem til en lang hyggelig aften og nat, hvor vi – blandt meget andet – vil gå til midnatssang i Sønderhå kirke.

Kl. 8 fredag morgen har alle elever fri og kan holde weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar