Sønderhå-Hørsted Friskole - Tilsynsrapport for skoleåret 2010-2011
Jeg er oprigtig ked af, at det heller ikke i år kan lykkes at være til stede ved generalforsamlingen. Det er dog mit indtryk, at det er lykkedes at hilse på de fleste i forældrekredsen gennem det seneste år.
Skolen har siden sidste generalforsamling været sat på svære prøver, men selv da det så mest sort ud, fandt man et lys for enden af tunnellen.
Der var lagt op til, at lærerstaben skulle reduceres yderligere.
Det må siges at være imponerende, at forældrekredsen i den grad slog ring om skolen og stiller arbejdskraft til rådighed, så økonomien balancerer.
Pædagogisk må det siges at være meget tilfredsstillende, da en yderligere reduktion i staben ville nærme sig det utilfredsstillende set fra en lærerfaglig synsvinkel.
Godt at det lykkedes, og godt for skolen, at elevtallet ser ud til igen at være endda pænt stigende i de kommende år, og så gælder det om at finde balancen mellem indtægter og udgifter.
Jeg har et par gange i løbet af året været på uanmeldt besøg, flere gange på anmeldt besøg, og det har ikke gjort nogen forskel på det indtryk jeg har fået.
Dagligdagen er harmonisk, eleverne er trygge, glade og afslappede.
Indtrykket af dagligdagen på skolen er positivt.
Skemamæssigt lever skolen op til de krav, som er lovmæssigt gældende for de forskellige fag, og derforuden er kreativitet og innovation en selvfølge.
Under de besøg jeg har foretaget, har jeg haft lejlighed til at følge undervisningen hos næsten samtlige klasser i flere forskellige fag.
Det pædagogiske niveau er klart i orden, det faglige indhold i undervisningen lever op til de centrale kundskabs og færdighedskrav.
Samspil mellem elever og lærere virker tillidsfuldt, indtrykket er, at eleverne er motiverede og engagerede i undervisningen.
De drøftelser jeg har haft, og den orientering jeg har fået af henholdsvis formand, som den daglige ledelse giver indtryk af, at der i disponeringen på indsatsområder er tale om rettidig omhu, samt at ledelsen er kompetent og engageret.
Endvidere er det mit indtryk, at kommunikationen til forældre, samt op og ned på skolen er som den skal være.
Der kommer jævnligt nyhedsbreve og hjemmesiden er opdateret.
Det seneste år har vist, at samarbejdet mellem de øvrige foreninger og beboerne i Sønderhaa – Hørsted fungerer godt.
Da legepladsen skulle færdiggøres var alle kræfter sat ind, og der har været flere eksempler på økonomiske håndsrækninger gennem året.
Skolen er fast forankret i sit nærområde, og forældregrundlaget er bredt solidt ud over et forholdsvis stort, men stadig lokalt område.
Med disse bemærkninger kan jeg klart udtrykke min tillid til, at skolen drives på en på alle måder tilfredsstillende måde, og jeg ser frem til fremtidige besøg på skolen.
Sønderhaa den 10.4 2011
Tage Leegaard
0 kommentarer:
Send en kommentar