Tidligere elev på Sønderhå-Hørsted Friskole, Karen Møller, skrev i anledning af skolens 10 års jubilæum i år 2000 denne artikel
Det er sommerferie, men kun lidt endnu. Dagene forsvinder alt, alt for hurtigt. Sådan føler jeg det i hvert fald - en gymnasieelev nærmende sig afslutningsåret på en gammel-sproglig linie.
Mange har haft en enkelt dag i deres skoleperiode, hvor man ikke har været specielt oplagt til dansk- eller matematiktimerne eller nogle andre timer. Der er endda de som aldrig nogensinde har været oplagt. Det er de personer, der ikke kan forstå at jeg, da jeg var yngre, elskede at gå i skole og hadede at være syg. Min værste fjende var termometeret, som altid kunne fortælle min mor om jeg talte sandt eller ej, når jeg med min allermest overbevisende stemme forklarede hende, at nu var jeg parat til at vende tilbage til skolen.
Vi var ikke særlig mange elever, kun omkring de 40 med børnehaveklassen, men det havde ingen betydning. Klasserne var slået sammen, således at man som elev i 3. klasse var klassekammerat til dem i 6. klasse - og jeg mener kammerat, for alle kunne snakke med hinanden og lege sammen uanset alder. Selv havde jeg en bedste veninde, som var et år ældre end jeg, men det var der ingen der tænkte over. Der var heller ikke noget underligt i, når vi eksempelvis klatrede op på hvert sit legehus og sang diverse Sanne Salomonsen sange lige til frikvarteret sluttede.
Man var aldrig bange for at opføre sig på en "forkert" måde for den fandtes simpelthen ikke. Hvis to piger var lune på den samme dreng, som f.eks. min veninde og jeg, kunne man da bare begge to være kæreste med ham, så var alle glade og længere var den ikke - (lige indtil hans mor fandt et uskyldigt kærestebrev fra os, hvorfor han ikke syntes kæresteriet var sjovt længere, det var bare for pinligt).
Når jeg tænker tilbage på min gamle skole erindrer jeg kun lutter positive ting. Der var altid masser af oplevelser, udflugter og ture. Det mystiske er bare at alle mine minder kun er bevaret som glimt i min hukommelse samt små stik af lykkefølelse. Jeg kan næsten aldrig komme i tanke om, hvad der præcist blev sagt eller gjort i en given situation, men jeg har altid en rar fornemmelse inden i mig uanset hvilken af de mange oplevelser vi havde jeg tænker på.
Nogle gange, når jeg tænker på én af vores udflugter, kommer jeg ubevidst til at blande fakta og fantasi lidt sammen: For eksempel havde skolen en tradition med hvert år at afsætte en dag til at plukke æbler for en mand, hvis navn jeg desværre ikke husker, som efter det hyggelige arbejde gav hver elev lov til at fylde en pose med æbler til sig selv - det ved jeg er sandt. Hvor min fantasi kommer ind i billedet er når jeg tænker tilbage på selve udrejsen til æblemanden. Jeg husker den nemlig som en tur i robåd på en sø som ligger langt væk fra alt kendt. I søen ligger der en ø, som er helt grøn med mange træer og blomster som solen hele tiden skinner på.
Og det er her æblemanden (som i fritiden forresten også laver honning) bor og hans plantage er placeret. Det er et helt lille paradis!
En anden sjov lille ting som jeg aldrig vil glemme var da jeg så, hvad jeg dengang troede var et ægte vikingeskib. Vi var med skolen på udflugt til halvøen Madstedborg i Ove Sø.
Jeg tror det regnede, men vi hyggede os alligevel. Lige pludselig kom der en fremmed mand gående. Han havde højst besynderligt tøj på og et stort rødt fuldskæg. I hånden havde han et sværd, der voldte ham store problemer.
Manden fortalte os at han var et vikingegenfærd, som ikke kunne få fred førend der var nogle, som ville begrave hans sværd for ham. På Livø!
Vil tilbød selvfølgelig vores hjælp og i dag ligger sværdet begravet ved siden af det hellige træ med hul i på øen. Jeg har nogen gange tænkt på, at det kunne være sjovt at vende tilbage og grave sværdet op bare for at se det igen, men jeg gør det nok aldrig, for jeg vil helst ikke være skyld i det ulykkelige spøgelses genopstandelse.
Jeg kunne godt blive ved med at skrive om alle de gode oplevelser og minder jeg har taget med mig fra Sønderhå-Hørsted Friskole: Det årlige skuespil, loppemarkedet, høstmarkedet og det gode, venskabelige forhold vi havde til vores lærere.
Men i stedet vil jeg slutte det skrevne med ønske om, at alle de elever, der på nuværende tidspunkt går på skolen, er lige så glade for at være der, som mine kammerater og jeg var det, og har mindst lige så mange fantastiske oplevelser (det tror jeg nu de har med skolens iderige lærere). Tak for de gode år.
Kærlige tanker fra en gammel elev - Karen Møller
